Ambassadører

Disse fire kvinder har min dybeste respekt…!

”At kaste sig ud i et så vanvittigt projekt, være så dedikerede, så passionerede og så fokuserede, kræver en helt særlig støbning. Og det tror jeg på, disse kvinder har.

 

Jeg finder selv stor glæde ved at cykle på landevejene – også gerne længere strækninger (Kørte for Team Rynkeby Kbh. i 2010 og 2011), så jeg kan sagtens sætte mig ind i, hvad der er drivkraften bag – og har også en temmelig god idé om, hvor meget forberedelse og viljestyrke det her kommer til at kræve. Samtidig kommer de også til at kæmpe mod en masse fordomme og modstand – blot fordi de er kvinder. Men jeg støtter dem – især fordi de er kvinder – og vi har brug for seje kvinder, der tør gå forrest, og vise andre kvinder, at vi kan det vi sætter os for – også selvom udfordringen kan synes lidt voldsom.

 

Endnu et plus hos denne gruppe er, at de, som det mest naturlige i verden, også bruger dette løb, til at rejse midler til støtte for udsatte børn i Danmark.

 

Rigtig god tur – jeg kommer til at heppe hele vejen…!”

 

Pia Allerslev

Tidl. Børne- og ungdomsborgmester Københavns Kommune

 

"Worlds Toughest Bicycle Race"

 

Man kan altid diskutere, hvornår noget er hårdt? Hvornår er noget verdens hårdeste? Hvad får mennesker til at vove at prøve kræfter med det ultimative?

 

Vi mennesker er nysgerrige, og det skal vi alle være glade for, fordi det er grunden til, at vi er der, hvor vi er i dag. Sådan er det også med Race Across America. Det handler om så meget mere end blot et cykelløb. Det handler om at gøre det, som mange drømmer om, nogle taler om, men som meget få mennesker rent faktisk går ud og gennemfører.

 

På den måde bliver Team Valkyrie en kæmpestor inspiration for mange. En inspiration for sportsfolk, men også en inspiration for alle de mange andre mennesker, som vil følge projektet, som I vil opleve kobler sig på og bliver fanget af jeres ukuelighed og stræben efter at nå det næsten umulige.

 

At cykle tværs over Amerika er en kæmpe bedrift og udfordringerne står i kø. Den ekstreme ørken, som allerede kommer efter 100 km´s cykling, er bestialsk og på samme tid det mest fascinerende, som den menneskelige krop kan udsættes for. At cykle igennem og over Rocky Mountains i 3300 meters højde udsætter rytterne for umenneskelige påvirkninger. Det lange, men seje træk igennem flade Kansas med en modvind så strid, kan tage kræfterne ud af enhver dygtig rytter. The monster hills of West Virginia, må ingen rytter i Race Across America undervurdere. 10.800 højdemeter på denne sidste del af ruten er modbydeligt.

 

Efter alle disse strabadser så vil dette team af 4 seje kvinder rulle indover målstregen for evigt at være et ikon, et pejlemærke som alle andre skal række ud efter og sigte efter. Samtidig vil I stå med en oplevelse, som resten af jeres liv vil præge jer og vil have forandret jer som de mennesker I er - sådan er Race Across America.

 

I ønskes en fantastisk tur!

Claus Robl

 

SPONSORED BY

FØLG VORES TUR PÅ INSTAGRAM

Hovedsponsor: